3d modul

3D moduler

Det kan ikke hjælpe noget at gå efter en hel baggrund. Her snakker vi kr. 6-8.000,- og det er noget mere end jeg vil ofre på dekoration til akvariet. Derfor bliver det 3D moduler der bliver klæbet op på baggrund og sider. Valget er faldet på de Tjekkiske AF-moduler (nu Arstone) som jeg køber her

Jeg havde først en idé om selv at lave dekorationen, og selv om jeg tror jeg ville få et rimeligt resultat i forhold til imitationen af klippe, hvad angår den rent fysiske udformning, så er jeg ret sikker på at det ville blive meget svært at farvelægge så det ser naturtro ud. Derudover kan jeg være lidt bekymret for om en dekoration lavet af cementbelagt flamingo er holdbar i forhold til stød og slag.


Det er noget af et puslespil at få sat de rigtige moduler sammen, samtidig med at prisen holdes på et så lavt niveau som muligt, men helt billige det er modulerne nu ikke. Jeg bliver nok nødt til at skulle et par gange mere frem og tilbage til Skanderborg for at bytte moduler, og jeg bliver også nødt til at skære i et par af dem for at få den virkning jeg gerne vil have.

Foreløbig ser det ikke ud af meget som de ligger der, som et par skildpadder. På gulvet ligger en rigtig granitsten som jeg vil supplere med. Det hele skal på plads inden jeg bestiller frontruden.

3d moduler før opsætning

Huhu, det er sgu lidt nervepirrende at skære i et stykke PU-skum til kr. 700,- men det går fint.

skære i 3d modul

Færdig dekoration
Så er dekorationen på plads. Den store sten til højre vejer næsten 75 kilo, og de to i venstre side nærmer sig 50 kilo. Af modulerne er det faktisk kun det i midten som er i fuld størrelse, de andre er skåret til. De store sten står oven på flamingo. Det er ikke så meget for at beskytte epoxyen, som at jeg kunne flytte rundt på dem alene. Jeg tror dog at jeg vil se om jeg kan løfte dem ned, så jeg ikke risikerer at flamingoen bliver blottet når fiskene graver.